Weekendturen på Suså 2006/wh
Søndag den 21. maj.
Det er søndag morgen, klokken er syv, en kold vind rusker i de våde telte. Luften er fugtig, men det regner ikke. Jørgen er ved at stille an til morgenmad under oversejlet. Debby sidder og læser i Weekend-Avisen nede ved søbredden. Så står jeg op og kommer i tøjet. De andre sover vist endnu. Der er også stille ovre hos teenagerne fra produktionsskolen, som vi deler lejrplads med.
Efterhånden dukker de øvrige VK´ere op. Vi spiser morgenmad med og tager derefter fat på de øvrige morgenrutiner: at pakke grejet og lægge telte ned. Nogle går afsides bag buskene eller på ”tordenboksen”.
Klokken ca. halvni er vi klar til at sejle. Vinden over Tystrup Sø kommer skråt bagfra, og vi gør god fart. Vi går ikke den direkte vej over Tystrup Sø til gennemsejlingen til Bavelse Sø, men tager en runde omkring sydsiden af søen og finder de dejligste landskaber med enge, gamle egetræer, græssende kvæg, stråtækte huse og anden idyl.
Gennemsejlingen mellem søerne er i år meget mere synlig end den var i 1993, hvor en del af os strandede i en sump, og måtte vade med kanoerne gennem svuppende mudder op til knæene, inden vi fandt den godt skjulte gennemsejling i rørskoven.
Nå, ind i Bavelse Sø. Bavelse Gård ligger til venstre og demonstrerer storhed og magt over tingene. Så er vi på Suså igen. Klokken er næsten ti, kirkeklokkerne i Skelby kalder til højmesse. Vi lander i Skelby midt en flok forvildede børn, som skal på søndagstur i lejede kanoer. John har fødseldag og vil give brød til formiddagskaffen her i Skelby. Vi drikker kaffe og spiser birkes. En gammel dansk bliver der også skænket.
Så af sted igen. Vi nyder udsigten til Gunderslevholm med herregård og kirke, som ligger så idyllisk på højre bred. På vej mod Holløse Mølle ser vi flere nyklækkede ællinger og blishøns med unger. Mon ungerne kaldes ”blislinger” eller hvad?
Solen viser sig fra tid til anden. Det er faktisk slet ikke så dårligt vejr. Snart er vi Holløse med dæmning og overbæring. På landevejsbroen over Suså her ved Holløse står folk forventningsfuldt for at se, om vi skal bidrage til deres søndagsunderholdning ved at gå på grund eller måske endda kæntre i det lille strømfald. Men det gør vi ikke. Vi glider ud i de flade engområder, som strækker sig næsten helt ned til Herlufsholm. Denne del af turen er lidt triviel, synes jeg. Kun en frokostpause undervejs udgør et lyspunkt.
Gad vide, om vi holdt kaffepause på strækningen? – Det er også lige meget. - Vi sejler ind i Næstveds forstæder og kan nyde udsigten til flotte villaer og store haver ned til åen i Gangesbro. Ved Herlufsholm kan vi se ”herlufferne” i deres herlufsholmstrøjer gøre kur til nogle tøser eller fiske i åen. Under en optrækkende regnbyge når vi frem til vort endemål ved kanoudlejningen i Næstved. Her er der på land og i vandet en stor sværm spejdere, som er kommet hjem efter en sejltur. Det med at være i vandet skal tages helt bogstaveligt. Medens Debby og jeg tømte vor kano faldt to spejderdrenge i vandet fra den smalle og glatte bro. – Så ka´ de lære det, ka´ de!
Traileren blev hentet, chaufførerne kørte til Vrangstrup efter en bil. Medens de var borte gik jeg en tur for at se på resterne af den gamle omladningsplads på Kranøen og på det lange strøg, hvor vandet tumler ned med rivende fart, og hvor fiskene kan gå op ad åen uden om dæmningen.
Snart var vi alle samlet og kunne forlade Næstved med trailer, kanoer, folk og grej. Vi var hjemme på Broengen ved 17-tiden.