Tur på Susåen d 20. - 21. maj.

 

Lørdag d. 20. maj.

 

Vejrudsigten meldte byger med lidt opholdsvejr ind imellem. Det afskrækker nu ikke garvede kanosejlere, så lørdag morgen kl. 8.15 mødte 6 ”mand” (Willy, Debby, Vera, John, Jørgen og Inge Lise) op på kanogrunden iklædt tøj efter vejret.

Weekenden skulle bruges på en tur på Susåen fra Vrangstrup – gennem Tystrup Bavelse søerne – til Næstved.

Efter morgenhilsenen gik vi straks i gang med forberedelserne – som sagt erfarne, så vi vidste lige hvordan vi skulle gribe det an. Først frem med kanotraileren. Alle 6 i gang med at trække og skubbe – men hvor var vi blevet slappe i vinderens løb. Den virkede tung. Så kom forklaringen. Jørgen opdagede et punkteret dæk – hvad nu? Jo selvfølgelig på med reservehjulet – men vi manglede en nøgle til at løsne boltene på hjulet. Hvad vi normalt har liggende af den slags i bilerne var netop i dag taget ud for at give plads til bagagen. Nå initiativrig som Jørgen er kørte han til Gundsømagle efter værktøj. Imens fik vi andre kørt kanonerne i stilling.

Hjulet blev ordnet – kanoerne på, så kunne vi da køre.

Af erfaring måtte blink- og bremselyset lige tjekkes. Endnu en forsinkelse – et blinklys virkede ikke. Heldigvis havde Jørgen lige et i bilen, det blev monteret og slut var det med forhindringerne.

Vi delte os i 2 biler. Kanoerne blev båret ned til åen ved Vrangstrup og mens John og Jørgen kørte bil og trailer til Næstved pakkede vi andre kanoerne. Vi fik selskab af en del unge mennesker - fra en produktionsskole viste det sig senere – som også skulle en tur på åen.

Da Jørgen og John kom tilbage iførte vi os regntøj og gik straks i bådene. Kl. var da 11.10.

Vi havde ikke padlet mange tag før ordet ”frokost” svævede i luften, men der gik en rum tid før vi var ved frokoststedet – et væltet træ.

I mellemtiden nød vi sejladsen på åen. Vi så rigtig mange forskellige fugle, både fordi det er forår men også fordi åbredden er så varieret. Fra åbent land (med græssende køer og kalve), sivskov og enge til skov.

I gamle dage kunne vi nøjes med det væltede træ at sidde på, men nu hiver de fleste af os vore stole med ryglæn op af kanoerne. Tilbagelænet nød vi vores medbragte mad og drikke.

Så var det tid at nyde den sidste strækning på åen inden Tystrup sø. Det blæste kraftigt, så bølgerne på søen var både til at se og mærke.

Inge Lise og Jørgen besluttede at sejle ind på Susåens lejrplads og fik hidkaldt de to øvrige kanoer. Der blev holdt råd og drukket kaffe og dertil ”en lille en”. Derefter så det hele lidt lysere ud – ikke kun på grund af det lille glas, men bølgerne havde lagt sig og vi krydsede søen uden store problemer.

Der blev slået lejr i den sydlige del af søen. John havde presenning med, som vi alle kunne sidde under på vore magelige stole. Det var vældig godt, for lidt regn kom der af og til.

Der blev drukket mere kaffe alt imens vi kunne sidde og nyde synet og glæde os til den champagne og kransekage, der stod på Johns og Veras bord. Inden det traktement måtte vi ud og røre benene lidt og besigtige omegnen.

Mens vi var på tur, var lejrpladsens beboere steget med adskillige procent. De unge mennesker fra produktionsskolen var ankommet. Der var plads til os alle og mens de indrettede sig sad vi under presenningen og nød fødselsdagschampagnen (det var nemlig Johns fødselsdag om søndagen).

Vi var alle dybt imponerede af John som med stor præcision åbnede champagneflasken, så proppen fløj lige op i presenningen så vandet løb af – flot gjort.

Ja så var det ved at være tid til aftensmad. Grillen (medbragt af John og Vera) blev sat imellem os, så den blev udnyttet både til mad og varme. Inge Lise havde bagt en dessertkage, som blev varmet på grillen og da vi alle efter ca. en time igen var sultne, varmede vi Veras medbragte pandekager og nød dem sammen med Willys hjemmelavede syltetøj. Alle slankekure blev suspenderet den dag.

Mætte og trætte krøb vi forholdsvis tidligt til køjs. Der kunne vi ligge og slumre ind til de unge menneskers guitarmusik.

 

Lørdag padlede vi 15 km.

 

Inge Lise