Turbeskrivelse, Tudeå den 17. april 2005.
13 morgenfriske medlemmer, nemlig Vera, John, Willy, Anne Margrethe, Ingelise, Jørgen, Ingelise, Carsten, Bjarne, Karin, Freddy, Britta og Jørn mødtes på grunden og pakkede grejet på og i trailer og biler.
Det blev til en helt fyldt trailer, samt et ”skiv” på taget af Willys bil (det er mange år siden jeg har set denne disciplin praktiseret).
Mødestedet i Ørslev blev aftalt og så var der bare af sted. Willy kørte ikke den lige vej, men gennem Roskilde for at samle Debby op, så vi i alt blev 14 deltagere.
Vi andre burde ikke have problemer med navigationen, vi skulle bare følge John som benyttede sig af GPS. Jeg har jo i mange år hørt folk tale om GPS, men aldrig rigtig fundet ud af, hvad det stor for. Det ved jeg nu, det betyder Garanteret Postyr system.
Postyret opstod da John kørte lige ud ind til Ringsted og vi andre der er papirkortbrugere, drejede ned på motorvejen.
John nåede dog til sidst til Ørslev og skibene blev læsset af. Bilerne blev sendt til Trelleborg og så begyndte den ”lange” ventetid. Karin og Bjarne havde nu ingen ventetid, for de stak af med det samme de var kommet i vandet.
Endelig kom chaufførerne og vi kom af sted.
Tudeå er ikke bred eller dyb, faktisk er den nok kun sejlbar her om foråret, men der er meget strøm i åen. Det skyldes det store højdefald åen har fra start til udløbet i Storebælt, mit bedste gæt er 14 meters fald som er fordelt noget ujævnt over vores 17 km lange tur.
Men spændende er det at glide ned ad åen, faktisk kræver det en hel del samarbejde, så farten ikke er for stor i svingende.
Jeg sad selvfølgelig længe og ønskede at vi indhentede Karin og Bjarne, så vi kunne holde kaffepause. Men det gjorde vi ikke, åen byd nu heller ikke på naturlige pausesteder før Havrebjerg, hvor Karin og Bjarne var gået i land. Her var det passende at spise frokosten ved det fine bord med bænke.
Videre gik det. Nu kom vi til broen med det store strømfald. Selvfølgelig kom vi til at hænge på en sten, og jeg følte at situationen kunne blive dramatisk med kæntring og våde sokker. Men vi kom fri, og ingen andre sad vist fast der.
Endelig nåede vi Trelleborg, hvor vi kunne trække skibene op ved broen. John havde på forhånd aftalt med kontoret at vi ikke betalte entré denne gang, så vi skyndte os ud.. Da traileren var pakket gik vi til indgangen for at prøve deres is og toiletter. Begge dele var udmærkede..
Klokken var vel 16 og vi fandt en plet med læ hvor vi indtog kaffen inden vi kørte hjem. Det endte med at blive sent inden vi var helt hjemme, skibene skulle jo pakkes af traileren på grunden og logbogen skulle skrives.
Det var en dejlig tur i rigtig godt vejr.
Jørn