Formand John fik Ølstykkes Lederpris 2005


“Navigare necesse est” (det er nødvendigt at sejle) – således indledte formanden for kulturelt udvalg, Erhard Filtenborg, sin tale for John Børding, da denne fik overrakt lederprisen 2005 lørdag den 12. marts på Ølstykke Rådhus. Og Filtenborg fortsatte: Jeg ved at du ikke kun finder det nødvendigt, men også dejligt at sejle. Det gør du i den grad, at du har været formand for Værebro Kanoklub i 15 år, og jeg ved at klubbens medlemmer og den øvrige bestyrelse sætter meget høj pris på dit formandskab, som er kendetegnet ved flid, engagement og stor idérigdom”. Erhard Filtenborg sagde meget mere rosende om John, men for ikke at den megen ros skal stige vor formand til hovedet ved at blive gentaget, må jeg hellere slutte referatet af Filtenborgs tale her.

Baggrunden for uddeling af Ølstykkes lederpriser er en værdsættelse af det store frivillige arbejde, der udføres i kommunens klubber, korps og foreninger. Prisen i år var et skibsur og et barometer. Foruden uddeling af endnu en lederpris uddeltes en lang række præmier til idrætsudøvere, som har gjort sig særligt bemærket i det seneste år. Efter prisuddelingen fik alle fremmødte en let frokost i rådhusets kantine.

Bestyrelse og øvrige medlemmer i Værebro Kanoklub slutter sig til Erhard Filtenborgs ord til John. - Du har ærligt fortjent at blive hædret for dit mangeårige arbejde i klubben og for din store sociale forståelse i relation til klubbens medlemmer. – Hjerteligt til lykke !

/wh