Værebro Kanoklub

3. januar 2005/wh

 

En søndagstur med landgang på Hyldeholm

 

På vor sejltur søndag eftermiddag den 24. oktober krydsede vi over Roskilde Fjord. Det var en stille, grå oktoberdag  med en bleg sol .Fjorden lå blank og næsten uden bølger. Hvem der deltog i sejladsen den dag har jeg glemt. Men det er egentlig også lige meget, for historien handler ikke så meget om os som om Hyldeholm og de menensker, som færdes der.

 

Altså, vi sejlede tværs over fjorden i retning mod Skuldelev. Vi kom meget tæt på den lille ø Hyldeholm – den med højspændingsmasterne lige oven over. Vi kommenterede højlydt den særprægede arkitektur, som var anvendt ved opførelsen af hytter og huse på øen, da en stemme inde fra øen opfordrede os til at komme ind og se os om. Som sagt så gjort. Vi lagde ind i en lille vig på nordsiden af øen og blev der modtaget af en hoben unger og en kvinde med en skarp økse i hånden. Hun inviterede os ind for at se, hvordan de boede.

 

De flinke mennesker på øen viste os rundt ude og inde og bød derefter på eftermiddagskaffe. Vi fik at vide, at øen ejes af en naturistklub, som blev dannet i 1930´erne med idéen om en sund sjæl i et sundt legeme. Der er forbud mod tobaksrygning og nydelse af alkoholiske drikke af enhver art. Og disse forbud bliver strikte overholdt.  – At vi kunne se, at der så i vore moderne tider drikkes masser af coca-cola og andre søde drikke, som nok er lige så skadelige for legemet som øl, er en en anden sag. – Vand og elektricitet findes ikke på øen; der  bruges flaskegas til madlavning og belysning.

 

Vi så et ældre festskrift i anledning af et eller andet jubilæum derovre. Det viste fotografier af unge, smukke mennesker af begge køn uden tøj stående i positurer, som vækker mindelser om Leni Riefenstahls fotografier fra de olympiske lege i Berlin i 1936. Stilen kendes også fra billeder og skulpturer i Danmark i samme periode. – “Det var lissom oppe i tiden”. – Vi så også fotografier af de samme unge, smukke mennesker i knap så elegante stillinger, nemlig når de stod med deres bare bagdele i vejret for at fiske sten op fra fjordbunden til husbyggeri på øen. Et krav til klubbens medlemmer er nemlig , at al badning og andre aktiviteter i fjorden foregår uden badetøj.  Det er jo netop en naturistforening.

 

I foreningens yngre dage var det en yndet sport for lokalbefolkningen i Skuldelev at stå med kikkerter ovre på fastlandet og se på “al den forargelige nøgenhed”, som blev stillet til skue på Hyldeholm. Siden er også folk i Skuldelev blevet mere forhærdede; beluringen med kikkerter er efterhånden hørt op.

 

Således oplyste om Hyldeholm, naturistforeningen og dens medlemmer kunne vi sige tak for kaffe og rundvisning. Vi sejlede tilbage mod Svaleklint og Værebro Å i stille og fint efterårsvejr.

/wh