Sommerturen var planlagt til at vare fra den 17. juli til den 23. juli. Den skulle omfatte sejlads på søen Stråken og åen Tidan i området mellem de store søer Vänern og Vättern. At den kom til at slutte den 22. juli, altså en dag tidligere end planlagt skyldes vejrets ugunst, men herom senere.
Turens deltagere var Inge Lise, Jørgen, Debby, Freddy, Kris, Morten, Anna Margrete og Willy.
Allerede fredag aften, den 16. juli blev kanoer mv. læsset på traileren af Jørgen, Kris og Willy. Det tog derfor ikke lang tid lørdag morgen at pakke færdig og komme afsted til Helsingør og færgen til Sverige. Vejret var fint. Efter uger med regn skinnede solen, så det var en lyst. Vi var fremme ved Stråkens sydlige ende ved Bottnaryd midt på eftermiddagen, og kunne efter at have flyttet biler til Kyrkekvarn ved Stråkens nordende sejle afsted omkring kl. 17. Vi fik en fin sejltur til første lejrplads 7 km. fra udgangspunktet, på et næs på østsiden af Stråken ud for den lille bebyggelse Tolabo. Det gode vejr holdt hele dagen, således at vi fik den dejligste solnedgang over Stråken.
Næste morgen (søndag) begyndte det at gråne, og allerede op ad formiddagen begyndte det at regne, og det gjorde det stort set hele dagen. Undervejs aflagde vi et besøg i Ryfors, en gammel herregård med bevarede bygninger fra landbrug og tidlig skovindustri. Regnen forhinderede os i at få noget ordentligt ud af besøget. Turen fortsatte til Kyrkekvarn, hvor der er et stort center for udlejning af kanoer, hytter, rideheste og meget meget mere. I Kyrkekvarn forhørte vi os om sejlmulighederne på Stråken, som i lighed med mange andre svenske åer og elve har høj vandstand efter den megen regn og på steder meget stærk strøm. Andre kanosejlere kunne om den videre færd berette om væltede træer, som lå lavt hen over åen, stærk strøm og fossejlads med fare for kæntringer. Efter briefing om besejling af Tidan og en ny flytning af biler kunne vi fortsætte frem til næste lejrplads ved Lyckorna , ca. 2 km. nord for Kyrkekvarn. På pladsen, som var temmelig stor, var der borde og bænke under tag.
Mandag skulle være en af de skrappe dage med 5 bæringer. Vi fik nu kun 4, for allerede tidligt på eftermiddagen startede en langvarig, kold og strid regn, og snart var alle godt gennemblødte trods regntøjet. Vi slog lejr på et næs i Gimmesjön, hvor vi spændte den store presenning ud ved bålpladsen som ly for regnen. Om aftenen klarede det faktisk op, solen kom frem, kort før den skulle gå ned, og vi fejrede dens tilsynekomst med pandekager.
Næsten uventet blev tirsdag en solskinsdag. Også denne dag skulle blive en af de skrappe med sejlads i fosser og med 4 bæringer, hvoraf en var på 800 m. og en anden på omkring 2 km. I en fos med stærk strøm stødte Inge Lise og Jørgen på nogle sten og kæntrede. Freddy og Debby var lige i nærheden, og Freddy kom lynhurtigt til hjælp med at løfte kanoen af og få den tømt for oppakning og vand. Vi andre samlede diverse ejendele op, efterhånden som de kom sejlende ned ad åen. Jørgen mistede et par gummistøvler og fik kamera og mobiltelefon skadet af vand. Den videre sejlads bød ganske som fortalt på væltede træer med lavthængende grene, som flere gange truede med at rive os eller vor baggage ud af kanoerne, og med rivende strøm i fosser. Et par gange måtte vi ud i strømmen for at løfte kanoerne fri, men der skete ikke flere kæntringer den dag. Om aftenen nåede vi til Tidaholm, hvor vi slog lejr på campingpladsen. For nogle deltagere gik aftenen med at tørre tøj i campingpladsens tørretumbler, andre gik på opdagelse i byen.
Onsdag morgen startede med en kort sejltur gennem Tidaholm frem til Vulcan-øen med gamle fabriksbygninger, museum og gymnasium. Vi gik på indkøb for at skaffe grillkød med tilbehør til aftenens planlagte fælles grillparty. Herefter trak vi kanoerne 1,5 – 2 km.gennem byen til turens fortsættelse på Tidan. Dagen var grå og af og til fik vi regnbyger. Sejladsen fra Tidaholm gik gennem flade engstrækninger, som mange steder var oversvømmede. Med den stærke strøm var det ingen sag at holde et godt tempo på vore fartøjer. Alt åndede fred og ingen fare – og dog ! –
Rundt i et sving på åen kom vi til den gamle stenbro ved Fröjered. Frihøjden under buerne var ekstra lav på grund af dedn høje vandstand. Og så var der samtidig ekstra fart på vandet under broen. Debby og Freddy kom relativt sikkert igennem, Morten og Kris ligeså, omend Kris var i stor fare for at få næsen skrabet af, medens han lænede sig tilbage i fartøjet for at komme under broen. Anna Margrete og Willy blev taget af strømmen og presset over i den lave side af en af broens hvælvinger og måtte vælge mellem at få hovederne slået itu eller kæntre De kæntrede, og snart flød de sammen med en bordfyldt kano, baggage og padler af sted fra broen og ud i den lille sø, som Tidan løber ud i her ved Fröjered. Kanoen blev møjsommeligt trukket på land i en sivskov og med venners hjælp tømt for vand og pakket om, således at sejladsen kunne fortsætte de få hundrede meter til lejrpladsen. Også den kæntring kom til at koste et kamera og en mobiltelefon samt – naturligvis – en mængde vådt tøj. Inge Lise og og Jørgen, som var sidst i rækken, undgik faren ved at stoppe før broen og fik deres kano trukket på land. For at føje spot til skade satte det ind med to timers uafbrudt regn ved ankomsten til lejrpladsen i Fröjered.
Om aftenen hørte regnen op, og vi kunne gennemføre det planlagte grillparty – en hyggelig afslutning i gode venners lag efter en dramatisk dag.
Torsdag morgen enedes deltagerne om at stoppe her i Fröjered. Faren ved at sejle under de lave broer og det dårlige vejr havde efterhånden frataget os lysten til at fortsætte endnu en dag. Vi fik en pensionist i landsbyen til mod gode ord og betaling at køre Morten og Willy de 10 km. til Gamla Karstorp, hvor to biler og traileren stod. Derefter blev den tredie bil hentet i Kyrkekvarn. Efter læsning af kanoer og bagage kunne hjemturen begynde. Dagen startede med regn, men efterhånden som vi nåede ned i det sydlige Sverige klarede det op, og vi fik godt vejr på det meste af hjemturen. Vi nåede Ølstykke omkring kl. 22.
På de 5 dage med sejlads nåede vi op på 68 km. Vi havde 1½ dag med solskin. I den øvrige tid regnede det mere eller mindre – mest mere.
Kampen mod naturens luner tog al vor tid. Vi nåede ikke at drøfte, hvem der skulle have årets vandrepokal. Men formanden og et par af turens deltagere har efter hjemkomsten besluttet, at pokalen i år skal gå til Freddy for hans gode humør, gode kammeratskab og aldrig svigtende hjælpsomhed.
/wh