Tur til Roskilde
Søsætning af Skuldelev 2, den 4. sept. 2004
En pludselig opstået idé om at ro i kano og kajak til Roskilde for at se søsætningen af det store irske krigsskib, Skuldelev 2, der siden år 2000 er blevet rekonstrueret på Vikingeskibsmuseets bådeværft i Roskilde, blev til en dejlig ro-dag i solskin og svag vind.
Ganske få medlemmer havde turdet forhåndstilmelde sig arrangementet, vel nok på grund af at vejret kan vise sig fra den dårlige side i september.
Turen var tilrettelagt så deltagerne selv kunne vælge fartøj og distance. Vi mødtes alle til frokost i Veddelev, herfra roede vi samlet til Roskilde. Den samlede flok, på 10 medlemmer og 3 gæster, fra Veddelev var fordelt i 5 kajakker og 3 kanoer.
Roskilde Fjord var fuld af fartøjer af enhver art, alle med kurs mod Roskilde, i havneindløbet og havnen var også fyldt godt op med fartøjer, lige fra gummibåde, joller, kajakker, kanoer til motorbåde og sejlbåde i alle størrelser.
Museumsområdet var fyldt med mennesker (der var forventet 10 – 15000). Kajakker og kanoer fra klubben fik udmærkede pladser, så vi kunne se det store smukke rekonstruerede vikingeskib løbe af stabelen. Inden dette havde Dronning Margrethe d. II navngivet skibet. Hvad der foregik på land havde vi ikke helt styr over, for lyden nåede kun svagt ned i højde med vandspejlet.
Efterfølgende kunne vi læse i avisen, at skibet blev navngivet Havhingsten fra Glendalough.
Klokken var blevet mange og nogle skulle hjem til andre gøremål, så vi fik ikke oplevet skibets jomfrusejlads. Turen hjemover var også tilrettelagt så medlemmer og gæster kunne ro de distancer de havde lyst og tid til, idet vi havde en trailer med bil parkeret i Veddelev. Vi var tilbage på klubgrunden ved 18-tiden. Der blev roet distancer fra 13 – 38 km.
Fakta om Havhingsten fra Glendalough (Skuldelev 2):
Originalen er bygget 1042 i Dublin.
Materialeforbrug: 150 kubikmeter træ fordelt på 340 træer.
400 kg. Jern til bl.a. 7000 jernnagler.
118 kvadratmeter sejl fremstillet af hør.
Besætning 70 – 80 mand. Der skal 60 roere til at drive skibet frem når det ikke kan sejles for sejl.
Længde: 30 meter.
Dybgang 0,90 meter.
Vægt 8,9 ton, 25 ton fuldt udrustet.
Gennemsnitsfart: 6 knob, topfart: 15 – 20 knob
1 knob = 1 sømil = 1,852 meter
John