VK Standerstrygning den 26. oktober 2003

 

Vi mødtes 12 medlemmer (Inge Lise - Willy - Carsten -  Inger-Lise - Gunni - Inge - Britta - Jørn - Åse - Bjarne - Vera og John) på sæsonens sidste fælles turdag. En meget smuk efterårsdag med sol og klar himmel, efter en nat med frostgrader.

Inden vi søsatte kanoerne blev der skålet i Gammel Dansk. Willy omdelte de små glas på padlen. Der blev takket for en god sæson og klubbens sang blev sunget.

Alle, undtagen Gunni og Inger valgte at tage med på sejlturen. Landgang på stranden ved Svaleklint, frokosten blev indtaget i læsiden ved sporvognen. Åse havde bagt muffins … uhm !

Vi blev enige om at sejle over på den anden side af fjorden for at drikke kaffe. Ikke alle ville med, Inge Lise - Carsten - Inger-Lise - Åse og Bjarne sejlede hjem til grunden, så vi fik nogle muffins medtil kaffen, Åse havde bagt rigeligt. Da vi var ved at gå i kanoerne kom Kinne i kajak, hun var blevet lidt forsinket. Så vi endte med at være seks der roede over fjorden, Willy lod "Lillebælt" ligge og fik passagerstatus hos Jørn og Britta.

Om kaffen smagte bedre ovre på Hornsherredssiden må være op til den enkelte at bedømme. På hjemturen var vi lige inde ved Svaleklint og hente "Lillebælt", som Willy måtte ro hjem alene.

På åbrinken ca. 20 m. før grunden fandt Kinne en død musvåge der var ringmærket, den blev taget med hjem.

Ved 15 tiden var vi tilbage på grunden, kanoerne blev lagt på plads, næstformanden strøg standeren og vi takkede af efter en meget fin dag i et pragtfuldt solskinsvej med let vind.

John